Hvordan det hele startede

Om Stavtrup IF

 Stavtrup Idrætsforening blev stiftet den 5. oktober 1966.

Formålet er at fremme muligheden for at dyrke motion og idræt i lokalområdet.

Opbygning

Stavtrup Idrætsforening er organiseret som de fleste andre større idrætsforeninger således, at de forskellige afdelinger i foreningen tilsammen danner hovedforeningen Stavtrup Idrætsforening.

Idrætsforeningen består i dag af følgende selvstændige afdelinger:

Badminton, basketball, bordtennis, fodbold, gymnastik, håndbold, tennis samt motion & bevægelse for seniorer.

Hovedafdelingens “daglige ledelse” udøves af et forretningsudvalg, der vælges af et repræsentantskab bestående af medlemmerne fra afdelingernes bestyrelser. Der afholdes hvert år i marts eller april repræsentantskabsmøde. Et af forretningsudvalgsmedlemmerne vælges som hovedforeningens formand.

Hovedafdelingen ledes i øvrigt af en bestyrelse bestående af afdelingsformændene og medlemmerne af forretningsudvalget. Der afholdes mindst et bestyrelsesmøde i kvartalet.

Hovedbestyrelsen og forretningsudvalget forestår fælles opgaver i foreningen i form af koordinering af afdelingernes arbejde, kontakt til myndigheder om fælles forhold, overordnet kontakt til Højvangskolen, kontakt til lokalråd, idrætsorganisationer mm.

Hovedforeningen forestår driften af klublokalet SIF’en ved Højvangskolens hal, hovedforeningen forestår udgivelsen af idrætsforeningens blad, Riposten, der uddeles i lokalområdet samt til medlemmer i øvrigt der bor uden for lokalområdet.

Hovedafdelingen og dermed Stavtrup Idrætsforening er medlem af DGI og Idrætssamvirket i Aarhus.

Vision

Hovedforeningens vision er fortsat at virke for, at afdelingerne samlet på bedst mulig måde, kan fremme muligheden for at dyrke idræt og motion i Stavtrup. Som følge af den betydelige udbyggelse af Stavtrup de seneste år, vil en væsentlig opgave for hovedforeningen i fremtiden være at arbejde for at forbedre og udvide de faciliteter, der er til rådighed for idrætsforeningens afdelinger.